23.maj
Was ist das ? Som forventet gik det sådan at aromaterapeuten fortryllede mig med hendes indegående og studeret viden om olier er terapier med dufte og berøringer af det essentielle Jeg vil gerne sidde der og være kritisk , men jeg endte med et helende plaster med Aurum/Lanvendula under hjertet. Og det sidder der stadig.
Tyskland er fødested for mange komplementær - medicinske terapier og behandlinger. Det er så at sige helt normalt at møde komplementær medicin i dagligdagen og altså også på sygehuset.
Susanne ,som er aromaterapeuten her, har været intensiv sygeplejerske og har efter barn 3 (Hausgeburt) og stærkt inspireret af bogen HEBAMMENSPRECHSTUNDE (den har jeg hjemme) begyndt at studere olier og meget mere. Det er noget man kan studere i Tyskland. Hun kom så tilbage til sygehuset her og har opbygget koncepter, kompetencekurser, særlige tinkturer med videre. Hendes lille bitte afdeling tilbyder behandling til smertepatienter palliation og /eller også cancerpatienter. Hun arbejder sammen med sår-manageren og de behandler sår af strålebehandlede patienter. Det er alvor. Jeg er dybt imponeret over denne fuldstændig troværdige blanding af professionel tilgang , medfølelse og berøring, altså som i at røre ved ægte mennesker. Vi taler om hvordan et rum opstår, hvor det er muligt at tale om det vigtige, at røre ved det vigtige og gør heling muligt. Det er jo og skal være del af patient indragelse at man kommer til at sidde i hinandens sted og ved et fælles sted.
Susanne inviterer mig med på en køretur fredag, hvor jeg må deltage i en behandling. Hun givet mig værdifulde små ting med hjem til Danmark. Vent og se.
Herefter går jeg til de Grønne Damer. De Grønne Damer er en frivillig organisation af mennesker, som hjælper patienter med at finde rund, og går runder hos patienter, som kalder efter dem, eller hvor afdelingen ringer og beder om hjælp. De kommer og er der, de læser for patienten, handler ind, tager patienten en tur i haven eller ud at ryge (!) . De hjælper med at lade telefonkort op og ja er til hjælp. Jeg taler med chefen ( frivillig), hende som laver plan og passer på alt og alle. Nogle Damer har været der i 30 år. Igen, jeg ved ikke hvorfor møder emnet om forskel mellem det ægte det vigtige for patienten og det professionelle og organiserede hver gang jeg åbner en dør. Vi taler om at afstanden imellem frivillighed og det institutionelle , at den er fint og skal være der, men hvad med henvendelse omsorgen, medfølelsen ? Kan det flyde frit, eller er der også en fin skillelinje ? Det er det jeg observerer og ved ikke om det skal være der. Om vi skal have frivillige til at være der for næsten, mens vi andre er substitutter, der mimer når tiden er til det.
Vi går til Berta Maier, som vil i haven. Berta er Mama-cancer patient og gammel og alt muligt. Hun vil købe noget sødt. Vi køber jordbærkage og sodavand. så sidder vi udenfor. Hun med badekåbe, drain-flasken, paryk og kørestol, vi andre stadig som os selv, som vi helst vil være. Jeg kan forsikre at det ikke sker fordi jeg spørger ledende eller noget, men Berta fortæller i korte sætninger om sit liv om hendes foragt for sygehuset. "Jeg tænker når jeg ser det, at der bag ved hvert vindue er et sygt menneske". Hun fortæller om et liv efter hvor hun vil købe et menneskehårparyk. Hun fortæller om at lægen taler over hovedet af hende, mens hun taler pænt til den unge dame i nabosengen. " Tror I at hun mener jeg er dum ?"- Hun fortæller at læge taler i 3. person til hende, at sygeplejesker gør hende opmærksom på at hun har andre patienter også. Hun fortæller at hun ikke kan gøre noget " Ich muss das ertragen".
Jeg får brug for mit hjerteplaster og har lyst at græde, men damen smiler og så siger hun; "Det er skønt jeg elsker taget af blade deroppe" og vi ser op i gennem træet og kan mærke solen.
Jeg ved godt at det er et udsnit og jeg på en aller anden måde vil se dette. MEN det er altså sket i det virklige liv og det er os der er de voksne. Man kan skrive nok så meget og instrumentaliser de sidste dele af livet i mundrette pamfletter, men det bliver ikke anderledes før hver enkelt vil gøre det anderledes og vi i ledelser vil have det anderledes.
Her som alle steder i verden trækker alle straks et tids eller normerings kort. Jeg tror at det sikkert har indflydelse men et er ikke det vigtige. Jeg tror også at hvis vi vil fokusere på et vigtige, så vil der danne sig organisations-muligheder, som vil være effektive fordi kvaliteten er en anden.
Ja så - har ellersbrugt tiden på at tælle op hvormange besøgende og patienter der spritter hænderne når de kommer igennem sygehusindgangen. Det var stor set alle og se og se det var en god historie.
Tyskland er fødested for mange komplementær - medicinske terapier og behandlinger. Det er så at sige helt normalt at møde komplementær medicin i dagligdagen og altså også på sygehuset.
Susanne ,som er aromaterapeuten her, har været intensiv sygeplejerske og har efter barn 3 (Hausgeburt) og stærkt inspireret af bogen HEBAMMENSPRECHSTUNDE (den har jeg hjemme) begyndt at studere olier og meget mere. Det er noget man kan studere i Tyskland. Hun kom så tilbage til sygehuset her og har opbygget koncepter, kompetencekurser, særlige tinkturer med videre. Hendes lille bitte afdeling tilbyder behandling til smertepatienter palliation og /eller også cancerpatienter. Hun arbejder sammen med sår-manageren og de behandler sår af strålebehandlede patienter. Det er alvor. Jeg er dybt imponeret over denne fuldstændig troværdige blanding af professionel tilgang , medfølelse og berøring, altså som i at røre ved ægte mennesker. Vi taler om hvordan et rum opstår, hvor det er muligt at tale om det vigtige, at røre ved det vigtige og gør heling muligt. Det er jo og skal være del af patient indragelse at man kommer til at sidde i hinandens sted og ved et fælles sted.
Susanne inviterer mig med på en køretur fredag, hvor jeg må deltage i en behandling. Hun givet mig værdifulde små ting med hjem til Danmark. Vent og se.
Herefter går jeg til de Grønne Damer. De Grønne Damer er en frivillig organisation af mennesker, som hjælper patienter med at finde rund, og går runder hos patienter, som kalder efter dem, eller hvor afdelingen ringer og beder om hjælp. De kommer og er der, de læser for patienten, handler ind, tager patienten en tur i haven eller ud at ryge (!) . De hjælper med at lade telefonkort op og ja er til hjælp. Jeg taler med chefen ( frivillig), hende som laver plan og passer på alt og alle. Nogle Damer har været der i 30 år. Igen, jeg ved ikke hvorfor møder emnet om forskel mellem det ægte det vigtige for patienten og det professionelle og organiserede hver gang jeg åbner en dør. Vi taler om at afstanden imellem frivillighed og det institutionelle , at den er fint og skal være der, men hvad med henvendelse omsorgen, medfølelsen ? Kan det flyde frit, eller er der også en fin skillelinje ? Det er det jeg observerer og ved ikke om det skal være der. Om vi skal have frivillige til at være der for næsten, mens vi andre er substitutter, der mimer når tiden er til det.
Vi går til Berta Maier, som vil i haven. Berta er Mama-cancer patient og gammel og alt muligt. Hun vil købe noget sødt. Vi køber jordbærkage og sodavand. så sidder vi udenfor. Hun med badekåbe, drain-flasken, paryk og kørestol, vi andre stadig som os selv, som vi helst vil være. Jeg kan forsikre at det ikke sker fordi jeg spørger ledende eller noget, men Berta fortæller i korte sætninger om sit liv om hendes foragt for sygehuset. "Jeg tænker når jeg ser det, at der bag ved hvert vindue er et sygt menneske". Hun fortæller om et liv efter hvor hun vil købe et menneskehårparyk. Hun fortæller om at lægen taler over hovedet af hende, mens hun taler pænt til den unge dame i nabosengen. " Tror I at hun mener jeg er dum ?"- Hun fortæller at læge taler i 3. person til hende, at sygeplejesker gør hende opmærksom på at hun har andre patienter også. Hun fortæller at hun ikke kan gøre noget " Ich muss das ertragen".
Jeg får brug for mit hjerteplaster og har lyst at græde, men damen smiler og så siger hun; "Det er skønt jeg elsker taget af blade deroppe" og vi ser op i gennem træet og kan mærke solen.
Jeg ved godt at det er et udsnit og jeg på en aller anden måde vil se dette. MEN det er altså sket i det virklige liv og det er os der er de voksne. Man kan skrive nok så meget og instrumentaliser de sidste dele af livet i mundrette pamfletter, men det bliver ikke anderledes før hver enkelt vil gøre det anderledes og vi i ledelser vil have det anderledes.
Her som alle steder i verden trækker alle straks et tids eller normerings kort. Jeg tror at det sikkert har indflydelse men et er ikke det vigtige. Jeg tror også at hvis vi vil fokusere på et vigtige, så vil der danne sig organisations-muligheder, som vil være effektive fordi kvaliteten er en anden.
Ja så - har ellersbrugt tiden på at tælle op hvormange besøgende og patienter der spritter hænderne når de kommer igennem sygehusindgangen. Det var stor set alle og se og se det var en god historie.
Kommentarer
Send en kommentar