22. Maj
Jeg kan ikke forstår det, men jeg ligesom render lige ind i de brændende platforme. Jeg gør det ikke med vilje,- det er bare det som sker, eller som filosof vil det måske være rigtigt at sige, det er bare det jeg ser. Jeg håber I er OK med at jeg fortæller om det, jeg oplever. Jeg taler bestemt også med dem her om det samme. Det giver jo ikke mening ellers.
Morgenen starter på fødegangen. Jeg bare hænger out og bliver brugt til alt muligt coaching. Hvad har jeg oplevet, hvordan er det hjem, hvad synes jeg om et dit og dat. I dag spørger en kollega " Hvordan er DANSKEREN enlig ? " UHHHH. hvad var det lige jeg skal sige nu... ØM HMM ja. ...
En ting jeg har tænkt er, at vi i Danmark opfatter os selv som ressource. Satsningen på viden og innovation, fremfor tungmetal, bilproduktion med videre gør, at vores syn på hinanden er et syn, der ser på folks intelligens og dennes brugbarhed. Sådan er det ikke alle steder i verden. Her f.x ser man på om folk kan bestille noget, før vi forlanger at de kan forstår det. Det gør noget med samværet, som her i Sydtyskland er meget mere umiddelbart på godt og ondt, mere ligeværdigt på nogen områder, men også - på en måde gammeldags. Det gør bestemt noget ved sikkerheden.
Tilbage til fødegangen her til morgen. En ny Narkoselæge lægger en epidural. Jordemoderen kommer ud af stuen og vil vide, hvordan hun skal reagere, når nu denne læge afviger fra en procedure i forhold til medicinen, der indgår i en epidural. Hun mener at han har givet for meget narkosemiddel.
Nu observerer jeg diskussionen, om hvem bestemmer og har ansvar. om det skal siges siden lægen nu han jo har ansvar. Skal vi kalde lægen ud af stuen for at diskutere sagen ?
Bettina ledereren slår proceduren op, som altså findes. Hvad vil jeg gøre, bliver spurgt. Jeg vil kalde lægen ud af stuen og gennemgå sagen. Jeg vil motivere det venligt med ,at det jo er patientens som er i centrum af opgaven, og at vi derfor skal sikre at alle gør, som alle skal. Og ja, jeg vil også dokumentere at jeg har gjort læge opmærksom på afvigelsen fra vanlig procedure. Sådan. Det giver anledning til en fin diskussion om en kerne i samarbejde nemlig hvordan man aftaler procedurer, hvem der bestemmer og hvordan man drøfter evt. uenighed.
Lægen kommer ud og vores kollega viser mod og inviterer til drøftelse af sagen. JA der er sket en eller to fejl. Lægen går tilbage til pt.og hænger en ny infusion op. Ingen info til patienten dog. Ingen er kommet til skade måske. Jeg tror at der nu skete der noget, nemlig der hvor der kom en forståelse for at man ikke kan vente at der sker noget , men at man jo skal bidrage til at der sker noget. I morgen vil jeg spørge om sagen ikke skal i det lokale UTH system ??
Så videre til et par som skal have sectio. Femte barn sectio ved fødsel 2 og 4, sidste gang på grund af ruptur. Barnet vejede 4700 og var skønnet til 4000. Gut das passiert - vielleicht. Jeg spørger om jeg må tale om kommunikationen i dette forløb og op til denne sectio. Nu får jeg en meget fin fortælling om hvad der kan ske når alle gør som alle vil, men ikke skal. Kvinden går nu og dobbelttjekker alt, men fx. siger hun at hun ikke vil have antibiotika ( hun har GBS !) , men er ikke klar over at hun as we speak får antibiotika, som gives alle sectio profoylaktisk. ACH ja!
Hendes mand driver en taksi-virksomhed og kører patienter til og fra klinikken. Så derfor kan han fortælle mig hvorfor klinikken har et dårligt rygte. De bedste informanter og kilder til forandring her er: ALMINDELIGE MENESKER
Na Gut. Efter denne oplevelse går jeg til Stephan og hans SCHUL-STATION. Det er ret fedt. Der er fire sengestuer, samt vagtstuen med videre som drives af 2.års sygeplejestuderende. Princippet er ægte patienter i alle kategorier, og en studerende skal alt selv, altså også fordele og planlæge deres arbejde, = drive adelingen. Der er en vejleder til stede. Indsatsen er 3 uger de er to studerende sammen ( ET TANDEM) i dag og aftenvagter. Der skrives hvad man har gjort og hvad men mener og vil, og vejlederen skiver strukturerede noter og udfører kompetencevurderinger efter et system, der hedder Stuttgart model. Hver fredag er der fælles drøftelse og feedback. Det er meget spændene og jeg har sagt til ham og Über- Krankenschwesteren at jeg er interesseret i et partnerskab.
Vi går med til en samtale på en af stuerene. Her er er en kvinde som snart vil dø. Jeg ved ikke, om man vil gør sådan derhjemme men, det er ret langt ind i noget som jeg tænker er meget sensibel. Vi er den studerende, Stephan, patient-manageren og mig. Damen vil hjem men kan ikke fordi hjemmeplejen ikke er aftalt. Sønnen vil at moderen kommer på Hospiz, men damen vil leve. Damen siger "Jeg ønsker at går hjem nu og så se om et går bedre. Jeg ønsker mig at gå hjem drive min sport og blive rask". Efterfølgende siger hun, at hun tager sit eget liv hvis ikke hun kan komme hjem.
Jeg vil ikke fortælle mere ,men sådan er det altså,- når man ser derhen, hvor et sker og hvor man vil ønske at de gode viljer virker. Man screener ikke rutinemæssigt for selvmordsrisiko, men nu hvor jeg har forslået det vil man tilkalde en psykolog. Manageren og jeg ser i damens journal efter en patient-vollmacht. Denne er printet fra nettet underskrevet af damen og hedes søn tilbage i 2016 og giver sønnen alle rettigheder over ALT! Damen er defacto umyndig. Jeg spørger om der ikke skal en notar til eller vidner af en art som kan bekræfte at damen ved ved sige fulde fem. HM--- ja.... Nu er manageren alert og tak for det. Jeg håber inderligt at hun vil undersøge det nærmere. Jeg tænker på tilbage på den tid jeg arbejdede alene på cancerafdeling uden noget som helst viden om noget som helst som kunne siges på latin. Da var også sådan en dame. Jeg vil ønske nogen vil være der for damen jeg mødte i dag, og at man tænker sig godt om før man underskriver alle mulige fuldmagter.
I morgen skal jeg til aromaterapeuten og med de grønne damer. Herr Bühlmaier laver en aftale sådan at jeg kan bruge resten af ugen på kvalitets-management og med et besøg i UMA- center . UMA ??? Det er Uledsagede Mindreårige Asylansøgere. :..
Jeg kan ikke forstår det, men jeg ligesom render lige ind i de brændende platforme. Jeg gør det ikke med vilje,- det er bare det som sker, eller som filosof vil det måske være rigtigt at sige, det er bare det jeg ser. Jeg håber I er OK med at jeg fortæller om det, jeg oplever. Jeg taler bestemt også med dem her om det samme. Det giver jo ikke mening ellers.
Morgenen starter på fødegangen. Jeg bare hænger out og bliver brugt til alt muligt coaching. Hvad har jeg oplevet, hvordan er det hjem, hvad synes jeg om et dit og dat. I dag spørger en kollega " Hvordan er DANSKEREN enlig ? " UHHHH. hvad var det lige jeg skal sige nu... ØM HMM ja. ...
En ting jeg har tænkt er, at vi i Danmark opfatter os selv som ressource. Satsningen på viden og innovation, fremfor tungmetal, bilproduktion med videre gør, at vores syn på hinanden er et syn, der ser på folks intelligens og dennes brugbarhed. Sådan er det ikke alle steder i verden. Her f.x ser man på om folk kan bestille noget, før vi forlanger at de kan forstår det. Det gør noget med samværet, som her i Sydtyskland er meget mere umiddelbart på godt og ondt, mere ligeværdigt på nogen områder, men også - på en måde gammeldags. Det gør bestemt noget ved sikkerheden.
Tilbage til fødegangen her til morgen. En ny Narkoselæge lægger en epidural. Jordemoderen kommer ud af stuen og vil vide, hvordan hun skal reagere, når nu denne læge afviger fra en procedure i forhold til medicinen, der indgår i en epidural. Hun mener at han har givet for meget narkosemiddel.
Nu observerer jeg diskussionen, om hvem bestemmer og har ansvar. om det skal siges siden lægen nu han jo har ansvar. Skal vi kalde lægen ud af stuen for at diskutere sagen ?
Bettina ledereren slår proceduren op, som altså findes. Hvad vil jeg gøre, bliver spurgt. Jeg vil kalde lægen ud af stuen og gennemgå sagen. Jeg vil motivere det venligt med ,at det jo er patientens som er i centrum af opgaven, og at vi derfor skal sikre at alle gør, som alle skal. Og ja, jeg vil også dokumentere at jeg har gjort læge opmærksom på afvigelsen fra vanlig procedure. Sådan. Det giver anledning til en fin diskussion om en kerne i samarbejde nemlig hvordan man aftaler procedurer, hvem der bestemmer og hvordan man drøfter evt. uenighed.
Lægen kommer ud og vores kollega viser mod og inviterer til drøftelse af sagen. JA der er sket en eller to fejl. Lægen går tilbage til pt.og hænger en ny infusion op. Ingen info til patienten dog. Ingen er kommet til skade måske. Jeg tror at der nu skete der noget, nemlig der hvor der kom en forståelse for at man ikke kan vente at der sker noget , men at man jo skal bidrage til at der sker noget. I morgen vil jeg spørge om sagen ikke skal i det lokale UTH system ??
Så videre til et par som skal have sectio. Femte barn sectio ved fødsel 2 og 4, sidste gang på grund af ruptur. Barnet vejede 4700 og var skønnet til 4000. Gut das passiert - vielleicht. Jeg spørger om jeg må tale om kommunikationen i dette forløb og op til denne sectio. Nu får jeg en meget fin fortælling om hvad der kan ske når alle gør som alle vil, men ikke skal. Kvinden går nu og dobbelttjekker alt, men fx. siger hun at hun ikke vil have antibiotika ( hun har GBS !) , men er ikke klar over at hun as we speak får antibiotika, som gives alle sectio profoylaktisk. ACH ja!
Hendes mand driver en taksi-virksomhed og kører patienter til og fra klinikken. Så derfor kan han fortælle mig hvorfor klinikken har et dårligt rygte. De bedste informanter og kilder til forandring her er: ALMINDELIGE MENESKER
Vi går med til en samtale på en af stuerene. Her er er en kvinde som snart vil dø. Jeg ved ikke, om man vil gør sådan derhjemme men, det er ret langt ind i noget som jeg tænker er meget sensibel. Vi er den studerende, Stephan, patient-manageren og mig. Damen vil hjem men kan ikke fordi hjemmeplejen ikke er aftalt. Sønnen vil at moderen kommer på Hospiz, men damen vil leve. Damen siger "Jeg ønsker at går hjem nu og så se om et går bedre. Jeg ønsker mig at gå hjem drive min sport og blive rask". Efterfølgende siger hun, at hun tager sit eget liv hvis ikke hun kan komme hjem.
Jeg vil ikke fortælle mere ,men sådan er det altså,- når man ser derhen, hvor et sker og hvor man vil ønske at de gode viljer virker. Man screener ikke rutinemæssigt for selvmordsrisiko, men nu hvor jeg har forslået det vil man tilkalde en psykolog. Manageren og jeg ser i damens journal efter en patient-vollmacht. Denne er printet fra nettet underskrevet af damen og hedes søn tilbage i 2016 og giver sønnen alle rettigheder over ALT! Damen er defacto umyndig. Jeg spørger om der ikke skal en notar til eller vidner af en art som kan bekræfte at damen ved ved sige fulde fem. HM--- ja.... Nu er manageren alert og tak for det. Jeg håber inderligt at hun vil undersøge det nærmere. Jeg tænker på tilbage på den tid jeg arbejdede alene på cancerafdeling uden noget som helst viden om noget som helst som kunne siges på latin. Da var også sådan en dame. Jeg vil ønske nogen vil være der for damen jeg mødte i dag, og at man tænker sig godt om før man underskriver alle mulige fuldmagter.
I morgen skal jeg til aromaterapeuten og med de grønne damer. Herr Bühlmaier laver en aftale sådan at jeg kan bruge resten af ugen på kvalitets-management og med et besøg i UMA- center . UMA ??? Det er Uledsagede Mindreårige Asylansøgere. :..
Kommentarer
Send en kommentar